Galleri GRISK

På en mission for at give steder og miljøer en helt ny betydning!

Galleri GRISK er et uhøjtideligt og utraditionelt galleri, i hjertet af Aarhus.

Vi har formidlet street art siden 2009, og har dyb og bred erfaring indenfor udsmykningsopgaver, rådgivning, design, kunsthandel samt planlægning og afholdelse af events, festivaler m.m.

Bag Galleri GRISK står de to gode venner Per Bank og Peter Birk.

Peter Birk er en af Danmarks mest anerkendte graffiti- og streetart-kunstnere,  og har siden sine tidlige teenageår rejst rundt i hele verden, og derigennem fået ekstraordinær viden og erfaring om kulturen og miljøet, ligesom han har opbygget et helt unikt netværk af internationalt anerkendte streetart-kunstnere. 

Galleri GRISK er ikke blot repræsentanter for en spændende og banebrydende generation af dygtige kunstnere – Vi er en del af den!

Vi udvider hele tiden vores netværk af kunstnere, både fra den absolutte verdenselite og fra de græsrødder som vi forsøger at understøtte ved at give dem mulighed for at udfolde deres talent indenfor rammerne af Galleri GRISK.

Vi er streetart-nørder og vi elsker at tale med mennesker om alle de spændende muligheder, der findes for at give steder og miljøer en helt ny betydning.

Så har du et projekt, en udsmyknings- eller designopgave eller et ønske om at inkorporere kunst i dit byggeri, din virksomhed, nærmiljø eller private hjem, så giv os et kald, send en mail eller besøg os i hjertet af Aarhus.

Udsmykningsopgaver

Street Art i form af eksempelvis gavl- og vægmalerier kan være med til at skabe aktive rum og facader, som giver en unik oplevelse og skaber relationer mellem de mennesker, der færdes og opholder sig i det givne miljø.

Galleri GRISK har leveret udsmykningsopgaver til både private, erhvervsvirksomheder samt offentlige kunder i mere end 10 år, og har den nødvendige erfaring til at varetage processen i forbindelse med enhver udsmykningsopgave fra start til slut.

Vi samarbejder med nogle af verdens bedste og mest anerkendte streetart-kunstnere med et væld af forskellige stilarter og teknikker, ligesom vi altid entrerer med professionelle underleverandører af materialer, udstyr m.v.

Det er vores overbevisning at god planlægning samt en seriøs og struktureret tilgang sikrer det bedste resultat, hvorfor vi typisk deler en udsmykningsopgave op i de 4 følgende elementer:

OVERBLIK:

Via samtaler med dig skaber vi et overblik over dine behov, ønsker og krav, hvorefter vi i fællesskab definerer opgavetypen og fastlægger en budgetramme.

KURATERING:

Vi identificer en række kunstnere i vores portefølje, som har de rette kompetencer til at udføre opgaven og som imødekommer dine ønsker til stilart og udtryk. Disse præsenteres for dig, til endelig udvælgelse.

AFTALEINDGÅELSE:

Efter din godkendelse af endelige skitser for projektet, fremlægger vi en detaljeret tids- og udførelsesplan, hvorefter vi indgår nødvendige kontrakter med dig og relevante underleverandører.

UDSMYKNING:

Lokationen klargøres, kunstneren modtages og sættes godt ind i planen og rammerne, hvorefter selve udsmykningen igangsættes og afvikles. Typisk afslutter vi udsmykningsopgaven med en fernisering af det færdige kunstværk.

Rådgivning

Der er mange forskellige forhold at tage hensyn til i forbindelse med udsmykning af en ejendom eller ethvert andet rum, miljø eller sted.

Vi har bred og dyb erfaring, og rådgiver om inkorporering af kunst i både nybyggerier, eksisterende ejendomme og andre miljøer.

Vi hjælper med at skabe overblik over opgaven og budgetrammen samt projektering, planlægning og proces, ligesom vi bistår i forbindelse med valg af stilart, kunstner og niveau i forhold til dine specifikke ønsker og behov samt i forhold til det omkringliggende miljø.

I det tilfælde at finansiering af eksempelvis en udsmykningsopgave skal ske via fonde eller andre eksterne bidragsydere, bistår vi gerne i forbindelse med udarbejdelse af fondsansøgningsmateriale m.v.

Vi varetager også gerne håndtering og dialog med relevante interessenter som bygningsrådgivere, entreprenører og myndigheder, herunder processen omkring indhentning af tilladelser og andre relevante forhold.

Design

I det øjeblik hvor du selv ønsker at være medbestemmende i forhold til, hvordan en udsmykning skal se ud, er det ikke længere street art – der bliver det en designopgave, og det hjælper vi også meget gerne med.

Vi bistår med udvælgelsen af den rette kunstner og design til den specifikke opgave, og sørger via en struktureret tilgang og gennem tæt dialog for at få udarbejdet skitser og lignende, så det sikres at det færdige produkt imødekommer dine ønsker og behov. 

Kunstværker

Vi udstiller og handler med kunstværker fra vores galleri i centrum af Aarhus, og fra vores web-shop her på siden.

Her kan du finde spændende malerier, litografier og tryk fra en lang række af både etablerede og up-coming kunstnere.

Vi udstiller og handler også med fotografier, skulpturer, installationer og meget mere, primært med udgangspunkt i streetart-kulturen.

Vores overordnede mission er at give steder og miljøer en helt ny betydning, og vi arbejder derfor også med udsmykningsopgaver, hvor kunsten skaber unikke rammer via eksempelvis ophængte malerier, skulpturer o.lign.

Vi har ligeledes god erfaring med etablering, håndtering og administration af kunstcirkler, hvor man i et fællesskab kan dele flere værker fra kunstnere som den enkelte måske ikke var kommet til alene.

Events

Vi elsker at komme ud og møde mennesker, og at dele vores passion for street art gennem bl.a. undervisningsforløb og foredrag.

Vi fortæller om streetart-miljøet og kunstnernes verden, hvor livet på kanten, den typisk autodidakte kunstner og undergrunden spiller en central rolle. Dette med historier om alt fra sammenstød med lovens lange arm til kampen for anerkendelse på den internationale kunstscene.

Vi har desuden stor erfaring med planlægning, deltagelse, håndtering og gennemførelse af live-drawing-events, street-art festivaler m.v.

Vores streetart-festivaler kan både inkludere permanente gadeudsmykninger og midlertidige kunstinstallationer og graffitikunst, hvor publikum kan følge kunstværkets proces og den enkelte kunstners håndværk på tætteste hold, og ofte med direkte involvering af publikum.

Den tætte relation, der skabes mellem publikum og kunstnere under en streetart-festival er typisk helt unik samt dialog- og relationsskabende for alle parter.

Thorvaldsensgade 33a, 8000 Aarhus c